At skrive om romantik som aseksuel

At skrive om andre er svært. I teorien burde man som forfatter måske kun skrive om ting, man er bekendt med, men det er simpelthen for stor en indskrænkning. Især når mange forfattere skriver af samme årsag, som andre læser – for at komme væk fra virkeligheden for en stund. Hvad er der så sjovt ved at flygte fra virkeligheden som en hvid heteroseksuel kvinde, der tager på arbejde hver dag, ved at … skrive om en hvid heteroseksuel kvinde, der tager på arbejde hver dag.

Nope. Not interesting!

Det betyder selvfølgelig ikke, at man dermed bare kan gøre, som man vil. Når man skriver om andre, er man nødt til at prøve at sætte sig ind i deres perspektiv og se verden gennem deres øjne. Især hvide og heteroseksuelle forfattere kan nok føle en del nervøsitet, så snart de skal forsøge at skrive om en person, der ikke falder under deres egen kategori. Man kan let frygte at komme til at skrive noget i ganske god mening, som så viser sig at være vildt fordomsfuldt. Noget, man ikke lige selv vidste, fordi man aldrig selv er blevet konfronteret med det.

Det er en balancegang.

Personligt mener jeg, at løsningen på det findes i ens formål med historien.  Jeg kan for eksempel godt se pointen i at bruge det tabubelagte N-ord, hvis man specifikt forsøger at behandle temaer som racisme i sin bog og ønsker at vise de forfærdelige ting, som sådanne holdninger kan lede til. Men hvis man for eksempel skriver en bog, der intet har med temaet at gøre, og bare bruger N-ordet konstant om en sort karakter uden nogensinde at reflektere over ordets betydning, ville jeg begynde at stille spørgsmålstegn ved forfatterens intentioner.

Dette skyldes, at jeg som læser ville få et indtryk af, at forfatteren ikke har gjort sig nogen former for overvejelser omkring sådan et ord, og at de måske faktisk synes, at det er helt okay at bruge.

Der er altid intentioner bag det, vi skriver, og hvis vi ikke holder den røde tråd gennem historien, kan det blive svært for læseren at finde den egentlige betydning i historien.

Det blev vist lige en super lang intro til emnet.
Såh … Ja. Jeg er aseksuel. Det vil sige, at for mig lyder den der sex-ting bare ikke super interessant. Det er dog et spektrum. Nogle aseksuelle har det fint med at være i parforhold, og nogle aseksuelle har det endda fint med at have sex af og til, men mest for deres partners skyld.

Så for nu at være lidt mere specifik: Jeg er både aseksuel og aromantisk. Jeg har aldrig været interesseret i at have sex med nogen – hverken mand eller kvinde – og jeg er omtrent lige så uentusiastisk, når det kommer til parforhold.

Ærlig talt lyder det bare som en masse arbejde, og jeg vil langt hellere skrive løs på mine historier, opbygge universer – og så selvfølgelig stene Critical Role på YouTube (It’s great, go watch it!).

Det sætter mig i en lidt spøjs situation. Teknisk set er jeg vel en del af LGBT-regnbuen, men det betyder jo ikke, at jeg dermed ved, hvordan det er at være en homoseksuel mand. Alligevel skriver jeg om karakterer, der forelsker sig i det samme køn.

Men endnu vigtigere end det: Jeg aner vitterligt ikke, hvordan det føles at ville kysse nogen eller tilbringe resten af sit liv med den der særlige person, uanset deres køn. Som forfatter er min udfordring ikke rigtig at skrive om homoseksualiet, men at skrive om seksualitet, uanset dens form.

For hvad vil det sige at elske? At forelske sig?
Måske sidder du nu og får ondt af mig, så lad mig lige understrege følgende: Jeg har det altså fint med, at jeg ikke har lyst til at kysse og holde i hånd med nogen. Det siger mig absolut intet, og jeg er glad for at leve, som jeg gør. Jeg er ikke alene. Jeg har venner og familie, som jeg elsker og holder af og går op i.

Netop. Jeg elsker.
Bare fordi jeg er aseksuel kan jeg stadigvæk godt elske. Og tro det eller lad være, men jeg kan endda sætte mig i mine karakterers kærlighed til hinanden. Jeg forstår godt, hvorfor Daniel elsker Lesta, og hvorfor Lesta elsker Daniel. Og jeg elsker at skrive scener, hvor de er sammen. Jeg forstår deres kærlighed, selv hvis den ikke er noget, som jeg personligt søger.

Men hvordan skriver jeg det, hvis jeg aldrig rigtig selv har oplevet det? Tja, hvordan skriver man noget som helst, hvis man ikke har oplevet det? J.K. Rowling har aldrig været en 10årig dreng, men hun formåede da, at skrive en masse bøger fra netop sådan et synspunkt.

Basalt set handler det om empati. At vi alle har en evne til at sætte os i andres sted og forsøge at se verden med deres øjne. Det kan lykkes i større og mindre grad, men de fleste mennesker har i hvert fald evnen til at forsøge.

Og jeg er jo heller ikke helt på bar bund. Jeg har trods alt set romantisk kærlighed i fuldt flor i samtlige medier. Jeg forstår måske ikke rigtig, hvorfor man går sådan op i det, men jeg kender stadigvæk teknikken, kulturen, normen. Jeg har set de samme tropes og stereotyper som alle andre.

Så jeg har altså et udgangspunkt, jeg kan arbejde fra, men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg bare kan imitere alt. Det er der, karaktererne kommer ind. Når jeg skriver, skal jeg forme alle de der tropes og normer til noget, der giver mening for Lesta og Daniel. Og de er jo selv forvirrede: Hvorfor faldt jeg for den her person? Jeg søger det svar sammen med dem.

Endelig skal det påpeges, at jeg jo ikke er fuldstændig følelseskold. Jeg elsker som sagt min familie og venner. Jeg ved udmærket godt, hvad kærlighed er, og hvad det vil sige at holde af nogen – bare ikke på den romantisk facon. Så det er altså forholdsvis let at relaterer til mine karakterers lyst og behov for at beskytte og hjælpe hinanden.

Dermed sagt har skriveprocessen selvfølgelig ikke været uden problemer.
Jeg kan tit føle, at jeg får romantik og kærlighed proppet ned i halsen i diverse bøger og tv-shows. Det har jeg derfor forsøgt at undgå i Mellem Himmel og Helvede. Jeg ville have et romantisk par, der ikke havde et konstant behov for at tænke på hinanden eller hænge på hinanden. Det gad jeg simpelthen ikke skulle trækkes med. Det ville blive for pladderromantisk for mig. De skulle kunne fungere både sammen og adskilt.

Problemet var så, at det jeg anser for ’overdreven romantik’ nok er mere ’almindelig romantik’ i manges øjne.

Da jeg skrev Mellem Himmel og Helvede 2 fik jeg derfor nogle formanende kommentarer fra min redaktør om, at jeg ikke brugte nok plads i bogen på at lade Daniel og Lesta tænke på hinanden. Så sad jeg der og tænkte ’Jamen, de har da tænkt på hinanden måske en gang hvert andet kapitel – hvor meget mere kan jeg mase ind?!’.

Men min redaktør havde jo ret. Jeg underspillede deres følelser for meget. Ikke fordi jeg ikke vil udforske Daniel og Lestas følelser, men fordi det simpelthen aldrig faldt mig ind at bruge mere plads på dem. Det fylder så lidt i mit eget liv, at det kan komme til at virke meget voldsomt for mig både at læse og skrive det.

Det er noget, som jeg har måtte kæmpe med. Det, der med at finde en balancegang mellem platonisk venskab og overdreven pladderromantik. Men sådan er det jo, når man skriver om personer, der ikke er fuldstændig ligesom en selv. Man er nødt til at overdrive og underdrive dele af sig selv, og nogle gange er man nødt til at famle lidt i blinde og forsøge at gætte sig til, hvordan andre tænker.

Meget kan klares med research, men når det kommer til følelser, tror jeg, at vi alle – seksuelle som aseksuelle – er på rimelig bar bund.

Dette indlæg stammer oprindeligt fra Anne Christine Eriksens hjemmeside og er blevet lånt til os, så vi kan dele den her på bloggen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s