Caroline Ørsum

Jeg fik lyst til at skrive en homoseksuel lovestory, der ikke sluttede med død og ødelæggelse, og det var Hovedet i skyerne udtryk for. Og selv om der var nogle anmeldere, der savnede tragedierne lidt, så er jeg den dag i dag glad for, at jeg skrev den historie, jeg gjorde.

– Caroline Ørsum

I min første roman for unge, ”Hovedet i skyerne”, der udkom i 2009, hed de to jeg-fortællere Daniel og Simon. De fortalte skiftevis et kapitel, gik på samme gymnasium og forelskede sig i løbet af historien i hinanden. Idéen til romanen kom fra nogle tanker om køn og seksuel identitet, som jeg selv havde gjort mig, og så nok også fra filmen Brokeback Mountain, som jeg lige havde set i biografen og syntes rigtig godt om … men jeg tror også, jeg tænkte: Hvorfor skal de her historier altid slutte så tragisk?

Jeg fik lyst til at skrive en homoseksuel lovestory, der ikke sluttede med død og ødelæggelse, og det var Hovedet i skyerne udtryk for. Og selv om der var nogle anmeldere, der savnede tragedierne lidt, så er jeg den dag i dag glad for, at jeg skrev den historie, jeg gjorde. Siden er det i 2019 også blevet til romanen ”Venus fluefanger”, som jeg har skrevet sammen med Camilla Wandahl, og hvor jeg-fortælleren Alex gør sig en masse tanker om at forsøge at vælge og måske skifte køn.

Jeg synes, det er fantastisk at skrive historier, hvor man lægger synsvinklen hos lgbt-karakterer, for disse synsvinkler og historier har længe været underrepræsenterede i meget mainstream-fiktion. Ideelt set skal vi nok derhen, hvor det bliver muligt at fortælle historier om lgbt-karakterer, uden at personens kvaler med sit køn eller sin seksuelle identitet nødvendigvis er hovedkonflikten, men hvor man godt kan fortælle spændende historier om alle mulige fascinerende og svære sider af det at være menneske, hvor hovedpersonen tilfældigvis også bare samtidig f.eks. har en seksualitet, der bryder lidt med normen.

Er der en queer-karakter i en af dine bøger, du er særligt glad for?
I 2015 sendte min forfatterkollega Camilla Wandahl mig et stykke tekst, hun havde skrevet. I teksten var der en jeg-fortæller, der tænkte nogle tanker om en Venus fluefanger, som er en kødædende plante. Hun sendte tekstbidden til mig, fordi hun gerne ville invitere mig til at skrive videre på den, så vi kunne få et fælles skriveprojekt! Jeg gik i et stykke tid og tænkte over, hvem den her jeg-fortæller mon kunne være, om det for eksempel skulle være en dreng eller en pige? Indtil jeg nåede frem til den tanke, at hovedpersonen måske selv havde lige så svært ved at beslutte det som jeg?

Projektet blev til min og Camillas fælles roman ”Venus fluefanger” (2019) om Alex, der, under et vist pres fra omverdenen, prøver at tage stilling til sin kønsidentitet. Jeg følte en connection med hovedpersonen Alex, mens vi skrev på romanen, og den connection oplever jeg som mit vigtigste redskab som forfatter, nærmest endnu vigtigere end research, som jeg ellers også synes kan være en fantastisk værdifuld kilde til inspiration. Alex har med sin insisteren på retten til at være i tvivl og falde uden for kategorierne været et meget lærerigt og smukt bekendtskab for mig.

Hvor får du inspirationen fra?
Jeg får inspiration fra det virkelige liv, for i det virkelige liv er alle mennesker jo heller ikke heteroseksuelle og mænd eller kvinder på én bestemt måde. Jeg synes, at verden er fantastisk varieret og farverig på det punkt, og at det ville være virkelig kedeligt, hvis ikke litteraturen også gjorde en indsats for at være det! Og jeg synes i hvert fald slet ikke, der er nogen god grund til, at litteraturen aktivt arbejder for at fremstille en verden, der er mindre nuanceret eller mere firkantet end den virkelige verden derude, så foretrækker jeg klart at trække i den modsatte retning. Jeg oplever heller ikke mig selv som en, der passer specielt godt ind i mange af de fremherskende forestillinger om, hvordan en kvinde skal være. Da jeg voksede op, havde jeg tit en følelse af, at jeg hverken helt kunne identificere mig med drengegruppens eller pigegruppens interesser og uskrevne regler. Så det litterære projekt er nok også i en eller anden grad et personligt projekt om at skabe plads til flest mulige måder at være mand, kvinde, pige, dreng og alt derimellem på.

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s