Katja Berger

Vi må ikke pakke de dårlige oplevelser ind og tie dem ihjel – vi bliver nødt til at tale åbent om dem, og lære af dem. […] at dele mere om hvordan det er at være LGBT+, hvad det indebærer, både psykisk og fysisk. På den måde kan vi – måske – flytte grænserne for, hvad der er ”normalt”, og alle sammen kunne være præcis den, vi er.

– Katja Berger

Tænk, da I først spurgte om jeg ville være med til det her interview, var min første reaktion ”hvorfor dog det? Det har jeg jo ikke noget om!” – simpelthen fordi det aldrig har slået mig, at det skulle være noget ”særligt”, hvordan mine karakterer er i forhold til køn og seksualitet. Det har været en så naturligt integreret del af mig, at jeg slet ikke har bidt mærke i det, på samme måde som andre har. Det har bare været sådan, fordi hvorfor ikke? Det er en naturlig del af mit liv, og dermed også min litteratur.

Hvordan jeg inkluderer queer i min litteratur er lidt forskelligt. I ”Fortællinger fra Døden” bliver det bekræftet i ”Døden lyver aldrig” at der er i hvert fald et par lqpt-personer blandt persongalleriet. Her er én af dem en lidt større biperson, og andre lidt mindre. Derudover er der faktisk også nogle ubekræftede, som (heller) ikke kommer direkte til syne i 3’eren. Det er ikke bevidst gjort for at ”holde det hemmeligt” eller ”tie det ihjel”, men simpelthen fordi deres seksualitet ikke var vigtig for plottet i serien. For mig er det vigtigt, at det falder naturligt i plot og handling, og ikke tvinges ned i halsen på læseren – præcis som med alt andet jeg inddrager.

I min nye ungdomsserie ”Onshore” er det lidt anderledes. Her kan jeg godt afsløre allerede nu at én af hovedpersonerne er LGBT+. Og at nogle af bipersonerne også er. Det er dog ikke noget jeg kan snakke alt for højt om endnu, for det er ikke afsløret i serien, og jeg vil ikke spoile læsere. Jeg er dog ekstremt lykkelig for – og også meget stolt over – at det er lykkes mig at finde både betalæsere og søde mennesker inden for disse ”begreber”, som gerne vil svare på spørgsmål. I og med at det denne gang er en realistisk og stærk ungdomsserie personerne optræder i, så er det meget vigtigt for mig, at det bliver så virkelighedstro som muligt. Og at mennesker, der på den ene eller anden måde er queer, kan genkende sig selv i persongalleriet. Det er relativt nemt at google sig til teknik og fakta om LGBT+, men det er straks sværere at afspejle de følelser, indre kampe, dæmoner og personlige oplevelser som også hører med. Det håber jeg meget, at jeg kan gøre med hjælp fra disse fantastiske, stærke og spændende mennesker, der har indvilliget i at dele deres historie med mig – så jeg kan dele den med andre.

Er der en queer-karakter i en af dine bøger, du er særligt glad for?
Ja! Jeg kan dog ikke afsløre hvem, men der er især én som har brændt sig fast i mit hjerte for evigt. Én som er stærkt inspireret af en person meget tæt på mig, og hvis historie jeg især ønsker at dele, på godt og ondt. Vi må ikke pakke de dårlige oplevelser ind og tie dem ihjel – vi bliver nødt til at tale åbent om dem, og lære af dem. Desværre er der stadig mennesker, der ikke accepterer, at der kan være køn eller seksualitet, der er anderledes end ”normen”. Skal vi på nogen måde begrænse fordommene og hadet fra disse mennesker, tror jeg i høj grad, det handler om oplysning og viden. Om at dele mere om hvordan det er at være LGBT+, hvad det indebærer, både psykisk og fysisk. På den måde kan vi – måske – flytte grænserne for, hvad der er ”normalt”, og alle sammen kunne være præcis den, vi er. Det håber jeg, at denne karakter kan være med til.

Hvor får du inspirationen fra?
Dels mit eget liv – men i høj grad også fra nettet og verden omkring mig. Verden er fantastisk smuk og mangfoldig – man skal blot åbne øjnene og lytte aktivt. Jeg har altid været fascineret af, hvordan vi kan være så forskellige, af andre religioner, køn, seksualiteter med mere. Og jeg ville sådan ønske, at det virkelig var noget, man kunne snakke meget mere åbent om og meget mere respektfuldt om. Desværre ender det jo ofte i en skyttegravskrig, og det er dét, jeg gerne vil være med til at ændre via oplysning og litteratur. Jeg husker for eksempel tydeligt, da jeg i 10. klasse gik i klasse med en muslimsk pige. Hun var den første, jeg kendte personligt, som ikke var almindeligt kristen. Og tilmed var hun ekstremt åben, ærlig og nede på jorden med det. Jeg kunne få timer til at gå med at spørge hende om alt mellem himmel og jord, bladre i hendes udgave af Koranen og læse tekster med hende, lære små sætninger på fremmedsprog og bare snakke om forskelle i kultur og religion. Jeg syntes det var SÅ spændende at få et indblik i en verden der – for mig – var total ukendt. Men tænk hvor inspirerende det kunne være, hvis vi altid kunne tale så åbent om vores forskelligheder – og hvor meget det kunne hjælpe med at få os til at føle os accepteret på både religion, men også køn og seksualitet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s