Carina Evytt

on

Jeg storelsker at skrive om Svart fra ’Dragernes konge’-serien. Han er biseksuel, og især hans forhold til mænd lider nogle gange en smule under det. Han er en elletrold, og hans art har nogle lettere særegne træk. Især er de ret hæmningsløse, både i tale og handling.

– Carina Evytt

Jeg havde min første queer med i en roman jeg skrev da jeg var 14-15 år (midtfirserne). Her havde jeg ikke mindre end 7 synsvinkler hvor den ene var bøsse. Dengang var det vist mest fordi jeg allerede da var træt af fordomme mod homoseksuelle.

Selv er jeg heteroseksuel, men mener stadig at der skal være plads til alle, og den tids fordomme viste i hvert fald intet om de der minimum 10 % homoseksuelle. Tværtimod. Kvinderne var – ifølge fordommene – maskuline som havnearbejdere og havde selvfølgelig også et sprog som en havnearbejder. Mændene var – stadig ifølge fordommene – feminine og talte affekteret. Jeg lod derfor min queer være en ret rå gut der både sloges, røg og drak og hen ad vejen også fik en kæreste. Det holdt han så skjult i et par år indtil han til sidst ’sprang ud’. Romanen blev for resten aldrig så meget som forsøgt udgivet.

Siden læste jeg en artikel om at homoseksuelle havde svært ved at spejle sig i almindelig litteratur, simpelthen fordi man sjældent så queer-personer i dem, og endnu sjældnere queers der lavede dagligdags ting. Dagligdags ting, selvfølgelig alt efter deres situation. Så jeg begyndte at indskrive queer-karakterer i mine historier (hidtil har ingen af dem dog haft en synsvinkel), og jeg tror nok at jeg nu har fået udgivet (eller er på vej til at få udgivet) 5-6 romaner med queer-karakterer med større eller mindre betydning for handlingen.

Er der en queer-karakter i en af dine egne bøger, du er særligt glad for?
Ja! Jeg storelsker at skrive om Svart fra ’Dragernes konge’-serien. Han er biseksuel, og især hans forhold til mænd lider nogle gange en smule under det.

Han er en elletrold (blanding mellem en ellekvinde og en menneskemand), og hans art har nogle lettere særegne træk. Især er de ret hæmningsløse, både i tale og handling hvilket gør ham ret sjov at skrive.

Hvor får du inspirationen fra?
Alle steder fra? Jeg tror det er det sværeste spørgsmål man overhovedet kan stille en forfatter. Det kan være en bid af en samtale jeg får overhørt, næsten glemte følelser der skal trækkes op til overfladen eller musik.

Jeg bruger meget musikken, både når jeg får idéer, og hvis jeg skal skrive en bestemt scene. Tit har mine hovedpersoner et stykke musik (som regel metal) der er ’deres’ og kendetegner dem, og nogle gange hører jeg netop det stykke musik igen og igen på repeat indtil en svær scene er skrevet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s